søndag den 22. september 2013

LCHF-gulerodsboller


Vi har bagt gulerodsboller a la hende her - en anden LCHF-blog, som varmt kan anbefales. Vi har dog ændret opskriften lidt, så den rammer den smag, vi gerne vil have.

Til 9 boller:
100 g mandler (eller samme mængde mandelmel)
1,5 alm. gulerod eller 1 stor
2 æg
2 spsk hørfrø
2 spsk chiafrø
1 spsk fiberhusk
1 dl vand
1/2 tsk salt
15 g smeltet smør
2 spsk solsikkekerner
2 spsk græskarkerner

Mandlerne males til mel.
Skræl gulerødder og riv dem på den fine side af rivejernet.
Bland alle ingredienser godt sammen - dejen skal være lidt våd.
Læg dejen med en ske i 9 boller på en bagepapirsklædt rist.
Bag 20 min ved 180 grader. Vend bollerne og bag dem yderligere 10 min.

Follow on Bloglovin

lørdag den 21. september 2013

LCHF-lakseruller med philadelphia-fyld


Mange af de retter, vi laver, er variationer af ikke-LCHF-retter. Fx denne her - før LCHF lavede Jennifer ofte lakseruller af tortillas, røget laks, philadelphia og rucola. De her er præcis det samme - bare uden tortillas. De smager lækkert, er hurtige at lave og et hit, når der er gæster på besøg.

Som forret til 4:
1 pk røget laks i skiver
1 pk philadelphia
Friske krydderurter - en blanding af dild og purløg er vores favoritter
Salt og peber
1 pk rucola
1 lime og lidt cherrytomater til pynt

Læg lakseskiverne enkeltvis på et skærebræt.
Bland philadelphia med krydderurter, salt og peber. Smag til.
Smør et godt lag philadelphia ud på hver skive laks.
Fordel et tyndt lag rucola ovenpå.
Rul lakseskiverne sammen.
Skær dem i to og anret med rucola, tomater og lime.

Follow on Bloglovin

fredag den 20. september 2013

LCHF-nachos med hjemmelavet guacamole, salsa og creme fraiche dressing


I aften er opskriften en af de nemmere - men vi synes, tippet er godt nok til at blive givet videre. Hvis man savner sine nachos fra før-LCHF-tiden, er der nemlig ingen grund til at fortvivle. Man kan nemlig nemt lave LCHF-nachos!

Det eneste, man skal gøre, er at skære skiver af en god smelteost (vi bruger den fede havarti-ost) og lægge det på en bagepapirsklædt plade i ovnen, 5-10 min ved 175 grader. Når osten er gylden, skal den ud - så bliver den sprød, når den køler lidt af. Det giver lækre, sprøde ostechips - perfekt til guacamole, salsa eller hvad man plejer at servere til nachos. Hvis man vil give dem en lidt stærkere smag, kan man drysse med chili eller cayennepeber, før osten ryger i ovnen.

Og når vi nu lige er i gang; vi plejer at servere vores nachos med hjemmelavet guacamole, salsa og creme fraiche dressing. Dressingen er 38 % rørt med purløg, hvidløg, salt og peber.

Til salsaen blender vi i minihakkeren 5-6 tomater med 1/4 chili, et par fed hvidløg, et stykke løg og gerne noget frisk basilikum, koriander, mynte eller hvad vi lige har. Salt, peber og et par skefulde creme fraiche røres i.

Og guacamolen er lavet af 2 modne avokadoer (enten blendet eller mast med gaffel - alt efter om vi vil have en helt blød eller lidt mere grov version) blandet med et par spsk creme fraiche, 1 spsk citron- eller limesaft, 2-3 fed hvidløg, salt og peber.

Hvad spiser I, når I skal LCHF-snacke?

God weekend!

Follow on Bloglovin

torsdag den 19. september 2013

LCHF-kernebrød - en glimrende erstatning for rugbrød


Vi havde overnattende gæster i weekenden, som ikke selv spiser LCHF. Men vi havde bestemt, at de så måtte prøve et døgn i LCHF-land. For at de ikke skulle savne brød alt for meget til morgenmad og frokost, bagte vi et brød af nødder og kerner - et brød, som især Jennifer også var glad for, da hun startede på LCHF. Når man er vant til brød - og glad for brød - er det her et glimrende alternativ i starten. Med tiden (har vi oplevet) vænner man sig helt af med brødet, men det var nu dejligt lige at støde på det igen :)

Til 1 brød:
100 g af hver: Valnødder, mandler, hasselnødder, pinjekerner, græskarkerner, solsikkekerner, hørfrø og sesamfrø
6 æg
1 dl olivenolie
1 tsk salt

Bland det hele godt.
Beklæd en rugbrødsform med bagepapir. Hæld blandingen i og bag det 1 time ved 160 grader.

Det er et ret dyrt brød - især hvis man skal ud og købe det hele på én gang. Til gengæld mætter det så meget, at man kan nøjes med en tynd skive hver dag. Så det holder også længe. Brødet kan desuden fint fryses ned.

Follow on Bloglovin

onsdag den 18. september 2013

LCHF-forret med rå tun


I aften blev det til endnu en hverdags-forret - det får os altid til at føle, at dagen er lidt ekstra fin ;) Her er det rå tun i marinade med en grøn salat til.

Vi brugte:
2 små tunfileter (optøet, men som har været frosset i mindst 24 timer)
1 lille rødløg
3-4 spsk soya
3-4 spsk saft fra lime (citron kan også gå, vi havde bare lige lime)
1/4 frisk chili
Salt og peber
2 tomater

Skær tun og løg ud i små tern.
Bland Soya, limesaft, chili, salt og peber.
Læg tun og løg i marinaden og smid på køl mindst en time.
Ved servering: Skær tomaterne i små tern og bland dem med tun-løg-blandingen.
Server med en grøn salat - gerne med rucola - vendt i lidt olivenolie og limesaft.

Follow on Bloglovin

tirsdag den 17. september 2013

LCHF: Fetafyldt svinemørbrad i baconwrap


Vi havde gæster i lørdags, så der blev serveret LCHF-mad af fineste karakter - og selvom de ikke spiser LCHF selv, var de meget begejstrede for maden. Vi lavede to stk svinemørbrad til fire personer - og efter en fysisk aktiv dag var det helt passende.

Vi brugte:
2 stk svinemørbrad
1 bøtte feta
4 fed hvidløg
1,5 pakke bacon
Frisk mynte og basilikum (kan udelades)
Salt og peber

Flæk svinemørbradene på langs - ligesom et hotdogbrød.
Pres hvidløg og spred det ud inde i mørbradene.
Fordel godt med feta i hver.
Herefter tilføjede vi frisk basilikum i den ene og frisk mynte i den anden. Det sidste var lidt et forsøg - men vi blev positivt overraskede, for det var faktisk den med mynten, der smagte bedst.
Rul hver mørbrad ind i godt med bacon.
Giv det 30 minutter i ovnen ved 175 grader varmluft.

Vi serverede det med bagte rodfrugter, en blandet salat og hjemmelavet creme fraiche dressing.

Senere på aftenen blev der serveret hjemmelavet LCHF-chokolademousse - det var dælme også et hit!

Follow on Bloglovin

LCHF-INSPIRATION - Morgenmad # 1

Vi laver masser af LCHF-mad hver eneste dag, men det er langt fra det hele, der kommer på bloggen - tit fordi det er så simpelt, at vi ikke synes, det er et indlæg værd.

Derfor samler vi nu de simple, hurtige retter i inspirationsindlæg - denne gang med morgenmad.


Æg- og ostesouffle med skinkekant, et vendt spejlæg, en halv avokado, lidt skinke og lidt ost.


Jordbærmilkshake - en lille håndfuld frosne jordbær blendet med fløde.


Morgen-tapas: Pølse, oliven og forskellige oste.


"Ostepizza" - en skiveskåret tomat i bunden, pepperoni fordelt ovenpå, så frisk basilikum og til sidst dækkes det af havarti-ost. To minutter i mikroen, så er der serveret. Nemt og mættende :)


Blåbærsmoothie med mynte - 1 dl frosne blåbær, 1,5 dl fløde, 2 spsk creme fraiche og 10-15 mynteblade blendet sammen.

mandag den 16. september 2013

LCHF: Laks med radisemos


Vi elsker at spise laks i alverdens forskellige variationer. Her har vi fået røget laks med rucola, stenbiderrogn og radisemos. Mosen er god og tilføjer fedt til retten. Den smager friskt og ser skøn ud. 

Vi brugte: 
1 bundt radiser
2 store spsk creme fraiche
Salt og peber

Blend det hele til radiserne er i helt små stykker. 

Det smager også lækkert som dip til grøntsagsstænger eller som tilbehør til et stykke stegt kylling.

Follow on Bloglovin

søndag den 15. september 2013

LCHF-æggesalat i avokado-skål


Denne æggesalat er god og mættende - og så smager den fantastisk. Vi laver den tit til morgenmad eller frokost. 

Vi bruger: 
8 æg
1/2-1 dl mayonnaise
1/2-1 dl creme fraiche
Salt, peber, karry og purløg

Kog æggene til de er hårdkogte.
Pil æggene og skær dem ud i små tern.
Bland mayonnaise, creme fraiche og godt med klippet purløg. Smag til med en lille smule karry, salt og peber. 
Vend æggene i blandingen.

Vi spiser det tit serveret i halve avokadoer - det smager godt sammen, og man får også godt med mættende fedt fra dem.

Som morgenmad serveret med ovnsprøde parmaskinke og osteskiver - mmm!

Follow on Bloglovin

lørdag den 14. september 2013

Hurtige LCHF-chili cheese tops



Selvom man er glad for at spise LCHF, kan der godt ind imellem dukke en lyst op til noget, man eeeelskede, dengang man ikke spiste LCHF. Sådan har jeg det med chili cheese tops - det er en af mine absolutte yndlings-laster.

Derfor er jeg selvfølgelig gået i krig med at forsøge at lave en LCHF-version. Efter kyllingepaneringen den anden dag og et tip på en facebook-side har jeg nu prøvet at panere mozzarellakugler. Selvom denne version smagsmæssigt ikke rammer chili cheese tops helt perfekt, så er det bare SÅ nemt og hurtigt at lave dem, at jeg synes, de fortjener et indlæg. Det er helt klart nogle lækre snacks, som jeg selv vil lave igen.

Jeg brugte:
1 pose mini-mozzarellakugler (man kan også bare skære en almindelig mozzarellabold i mindre stykker)
1 pose flæskesvær
1/2 chili eller ca. 5 skiver syltede jalapenos (jeg forsøgte med begge dele. Min egen favorit er frisk chili, men de andre var også rigtig lækre, så prøv dig selv frem)
Kokosolie til at stege i

Blend flæskesværene til de bliver helt fintmalede.
Stik et hul midt i mozzarellakuglerne. Skær chilien/jalapenosskiverne ud i tynde stykker i samme længde som mozzarellakuglerne.
Stik et stykke chili/jalapenos ind i mozzarellakuglerne.
Rul dem i flæskesværsmelet - det kan godt være nødvendigt at "mase" paneringen fast med fingrene - det mindede mig lidt om at lave konfekt til jul ;)
Varm rigeligt kokosolie op på en pande og steg kuglerne ved middel varme, til de er sprøde.

Jeg fortsætter selvfølgelig med at prøve at finde den helt perfekte chili cheese tops opskrift. Fortsættelse følger... ;)

/Jennifer

Follow on Bloglovin

fredag den 13. september 2013

LCHF-ostefyldte steaks med SKØN rødbedemos



Vi plejer at lave maden sammen, men i aften har Christoffer været alene i køkkenet, fordi Jennifer har arbejdet. Det kom der denne skønne ret ud af. Oksesteaksene blev fyldt med philadelphia, tomater og hvidløg og serveret med den blødeste, lækreste rødbedemos - klart en af de bedste (og visuelt flotteste) grøntsagsmose vi har fået! 

Rodfrugter indeholder dog en del kulhydrater, så hvis man spiser LCHF for at tabe sig, skal man ikke spise for meget af sådan en mos som denne. Den er dog også spækket med smør, så fedt får man rigeligt af. 

Til steaksene:
4 steaks
1/2 bøtte philadelphia
2 spsk tranebær - hakket i små stykker
2 fed presset hvidløg
1-2 pakker bacon
Salt, peber og smør til at stege i

Skær steaksene næsten helt over på tværs - altså som om du skærer en bolle næsten helt over. 
Bland philadelphia med hakket tranebær, presset hvidløg, salt og peber. Smør det i steaksene.
Vikl bacon om hver steak. Steg dem, til baconen er sprød og kødet er tilpas.

Til rødbedemos: 
1 kg rødbeder
200 g smør
Salt og peber

Skræl rødbederne og kog dem, til de er helt møre - vores var skåret i små stykker og fik 20 minutter.
Blend dem med smør.
Smag evt. til med salt og peber - vi spiste vores uden, og det smagte helt fantastisk!

Som tilbehør fik vi en salat med rucola, tomater og ristede pinjekerner.


Follow on Bloglovin

onsdag den 11. september 2013

LCHF: Nakkekotelet bagt med gedeost


I aften har vi bagt nakkekoteletter i ovnen med et godt lag gedeost ovenpå. Det er simpelt og smager fantastisk.

Vi brugte:
4 nakkekoteletter
200 g gedeosterulle
2 peberfrugter
2 løg
2 gulerødder
2 pastinakker
Olie, salt og peber

Vi skrællede grøntsagerne og skar dem ud i stænger. Fordelte dem i et ovnfad og vendte dem i godt med olie, salt og peber. De røg i ovnen ved 175 grader i 20 minutter.
Imens krydrede vi nakkekoteletterne med salt og peber. Vi skar gedeosten i tynde skiver, som vi lagde ovenpå koteletterne.
Da de 20 minutter var gået, lagde vi nakkekoteletterne ovenpå rodfrugterne. Herefter fik det hele 30 minutter i ovnen.


Det høje fedtindhold i nakkekoteletter gør, at de stadig er saftige og lækre efter en halv time i ovnen uden væde over.

Follow on Bloglovin

tirsdag den 10. september 2013

LCHF: Flæskesværspaneret kylling


Jennifer er med i en Facebook-gruppe for danske LCHF'ere. Den kan varmt anbefales - der er altid masser af inspiration, gode råd og hurtig hjælp at hente. Her fik hun inspiration til at prøve at panere noget i flæskesvær. Der var kylling på tilbud - så summa summarum: Flæskesværspaneret kylling :)

Vi brugte:
2 poser flæskesvær - delikatesseudgaven, ikke Kims
1 æg
1 pakke kyllinginderfileter
Salt og peber
Smør til stegning

Det er ganske simpelt: Flæskesværene køres til "mel" i en minihakker eller foodprocessor med lidt salt og peber.
Pisk ægget med en gaffel i en dyb tallerken.
Vend den rå kylling i æg, derefter i flæskesvær.
Steg dem i masser af smør til de bliver sprøde. Kokosolie ville nok også være godt.

Det var lidt svært at få flæskesværsmelet til at sidde fast - den virkede lidt for "våd" i det. Men det smagte alligevel fantastisk - så nu er tippet givet videre: Flæskesværspanering er et hit!

Vi spiste det med bagte rodfrugter og en hjemmelavet creme fraiche dressing.

(Jennifer har også læst, at man kan gøre det samme med mozzarella-kugler og på den måde - måske - lave chili cheese tops a la McDonalds. Dét skal prøves!!)

Follow on Bloglovin

lørdag den 7. september 2013

Saftig pulled pork med coleslaw


Hvis du aldrig før har prøvet at lave pulled pork, er der kun én ting at sige: Kom igang! Det smager FANTASTISK! Og passer sig selv det meste af tiden, så det er også dejligt nemt at lave. Vi har lavet den efter Gastromands opskrift - den kan varmt anbefales :) Vi bruger dog lidt mindre chili end dem.

Vi brugte (til en stor portion, fordi man bare er NØDT til at have det igen til frokost i morgen!):
2 kg nakkefilet
4 spsk salt
3 spsk sukkererstatning (vi brugte sukrin, men vælg selv - tror, kokossukker måske ville være bedre, vi havde det bare ikke)
3 spsk paprika
2 spsk barbequekrydderi
1 spsk cayennepeber
1/2 spsk chilipulver
1 spsk spidskommen

Aftenen før skal man blande alle krydderierne og gnide den hele nakkefilet godt ind i det. Gem evt. lidt til servering - det er lækkert.
Vikl kødet ind i husholdningsfilm og læg det i køleskabet indtil næste dag.

Omkring 8-10 timer før servering skal man stikke et stegetermometer i kødet og lægge det på en rist i ovnen ved 110 grader. Læg en bageplade med lidt vand under - det giver saft til kødet og fanger dryppene, så ovnen ikke bliver ulækker.
Når kødet når en kernetemperatur på 93 grader, er det færdigt. Tag det ud af ovnen og "pull" - altså træk - det fra hinanden med to gafler, så det bliver til de lange strimler.
Drys med det ekstra krydderi og server.

Vi serverede det med barbequesauce og en hjemmelavet coleslaw:
1/2 hvidkålshoved
5 gulerødder
2 spsk creme fraiche
2 spsk mayonnaise
1-2 spsk hvidvinseddike
Salt og peber - evt. lidt sødemiddel

Hak hvidkål og gulerødder fint. Bland med resten af ingredienserne.
Den bliver ekstra god, hvis den bliver lavet dagen før og kan trække i køleskabet natten over.

Vi håber, I får lyst til at kaste jer ud i det - det er formidabelt lækkert! :)

Follow on Bloglovin

fredag den 6. september 2013

Nem LCHF-jordbær-is til sensommervarmen


(Billedet blev lidt mørkt, men det så vi først, da isen var spist - UPS!)

Her i sensommervarmen har man da stadig brug for is, ikke? Vi har i hvert fald :) Denne bløde "is" er nem at lave og smager dejligt.

Vi brugte til to store skåle:
25 frosne jordbær (andre bær kan også bruges)
2,5 dl creme fraiche
2,5 dl fløde
(evt. lidt vanilje, hvis man har lyst til det)

Blend det hele sammen og server - Mmm!

Follow on Bloglovin

torsdag den 5. september 2013

Italienske LCHF-kødboller i cremet tomatsauce


I aften er den stået på italienske kødboller i en tomat-fløde-sauce med "squash-pasta". Det var lidt et eksperiment for at få brugt nogle af de ting, vi havde i køleskabet - men lækkert blev det heldigvis :)

Til kødbollerne brugte vi:
500 g hakket oksekød (kalv/flæsk ville sikkert også gå rigtig fint)
1 æg
2 fed presset hvidløg
1 lille finthakket løg
Lidt vand
Salt og peber
Smør til stegning

Bland alle ingredienser grundigt - tilsæt vand efter behov. Farsen skal være frikadelle-agtig.
Form til små kødboller og steg dem i smør på en pande. Man kan helt sikkert også bare bage dem i ovnen - i små kødboller fordelt på et stykke bagepapir. Vi kan bare så godt lide den skorpe, både frikadeller og de her får, når de bliver stegt :)

Tomatsaucen:
6-8 tomater
Lidt væske - enten vand eller en halv dåse hakkede tomater
1 finthakket løg
3 fed hvidløg
2 dl fløde
Salt og peber
Smør til stegning
Frisk basilikum

Steg løg og hvidløg i smør.
Blend tomaterne med lidt væske - vi valgte en lidt grov udgave, men man kan også blende det helt fint.
Tilsæt tomaterne til løgene, kog op og lad koge nogle minutter.
Tilsæt fløde og kog saucen op igen. Lad den koge, indtil den bliver lidt tykkere af fløden (tilsæt evt. mere fløde, hvis der er behov for det).
Smag til med salt og peber og tilsæt til sidst en god gang hakket, frisk basilikum.

Læg kødbollerne i tomatsaucen og server med "squash-pasta" - her river man bare et par squash på den grove side af et rivejern. Nogle kan bedst lide, når det bliver kogt et par minutter - vi foretrækker vores rå, så der kommer lidt bid i retten.

Og til slut: Riv en god, tør ost henover. Et rigtigt italiensk LCHF-vidunder :)

Follow on Bloglovin

onsdag den 4. september 2013

Himmelsk (og lynhurtig) LCHF-chokolademousse


Vi får meget inspiration gennem Instagram - det er fantastisk hvor meget lækker LCHF-mad, der bliver lavet rundt omkring!

Denne opskrift på chokolademousse kommer derfra. Den smager helt fantastisk - og så er den super hurtig at lave. Ren win-win! :)

Til to portioner brugte vi:
1,5 dl fløde
1 æggeblomme
50 g chokolade (med mindst 70 %, selvfølgelig).

Pisk fløden - den skal blive til en lidt blød flødeskum - ikke den helt stive slags.
Vend æggeblommen i flødeskummet.
Smelt chokoladen og rør den i fløde-ægge-massen.
Hæld i to skåle/glas og stil det i køleskabet, til det skal serveres (mindst en halv time, men gerne mere).

Vi brugte chokolade med orange-smag - det gav et godt twist. Vi har allerede købt ind til en variant med kokos, en med pistacienødder, en med mint, en med brombær, en med... Jep, så god er den - prøv den! :)

Og apropos Instagram - skulle du så ikke lige hoppe ind og følge os der? :) @lchfhverdag - vi ses derinde!


Follow on Bloglovin

tirsdag den 3. september 2013

Dagens udfordring - en LCHF-æglatte!


I dag tog jeg mig sammen og fik prøvet Madbandittens opskrift på æglatte. Og selvom det var med stor mistro til det der rå, blendede æg, må jeg overgive mig og tilstå, at det faktisk var ret lækkert - og dejligt mættende.

Jeg brugte:
1 æg (som jeg tog ud i god tid, ligesom Jane anbefaler)
2,5 dl stærk kaffe
1 spsk kokosolie
Et drys vaniljepulver

Hele balladen skal bare blendes og nydes straks.

Tør du prøve? :)

/Jennifer

mandag den 2. september 2013

Sprøde LCHF-Hawaii-koteletter med blomkåls-"ris"

I aften blev det til sprøde Hawaii-koteletter - dvs. koteletter med ananas og ost. Vi bagte dem i fløde på en bund af karryporrer og med smørstegte champignoner på toppen - masser af smag (og masser af fedt! :) )

Vi brugte:
2 porrer
4 koteletter
1/2 dåse ananasskiver
1/2 pakke champignoner
2,5 dl fløde
Revet ost (vi rev en rest flødehavarti)
Smør til stegning
Salt, peber og karry

Skær porrerne i tynde skiver og steg dem med karry og smør.
Læg dem i bunden af et ovnfad.
Brun koteletterne lidt på hver side i samme pande - evt med mere smør.
Læg dem ovenpå porrerne og læg en skive ananas på hver.
Skær champignon i skiver og steg dem i smør.
Fordel dem ovenpå ananasskiverne.
Hæld fløden ved og riv ost henover.
Bag det hele i 25 min, 175 grader varmluft.

Vi servede det med blomkåls-"ris". Det er et blomkålshoved revet på den grove side og kogt i to minutter (man kan også bare hælde kogt vand over og lade det stå lidt med låg over, så bliver det bare lidt mere råt).

søndag den 1. september 2013

Mættende LCHF-tunmousse


Frokosten i dag stod på en lækker, mættende tunmousse med masser af smør, mayonnaise og fed creme fraiche. Lækkert!

Vi brugte:
2 dåser tun
50-100 g smør (prøv dig lidt frem til konsistensen er, som du kan lide)
1/2-1 dl mayonnaise
1/2-1 dl creme fraiche
Salt, peber, citronsaft

Tag smørret ud af køleskabet lidt før, så det er blødt og medgørligt.
Mas smør og tun sammen med en gaffel.
Tilsæt creme fraiche, mayonnaise og citronsaft og bland godt.
Smag til med salt og peber.

Vi serverede det med frisk salat, cherrytomater, agurker og citronskiver.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...