torsdag den 5. september 2013

Italienske LCHF-kødboller i cremet tomatsauce


I aften er den stået på italienske kødboller i en tomat-fløde-sauce med "squash-pasta". Det var lidt et eksperiment for at få brugt nogle af de ting, vi havde i køleskabet - men lækkert blev det heldigvis :)

Til kødbollerne brugte vi:
500 g hakket oksekød (kalv/flæsk ville sikkert også gå rigtig fint)
1 æg
2 fed presset hvidløg
1 lille finthakket løg
Lidt vand
Salt og peber
Smør til stegning

Bland alle ingredienser grundigt - tilsæt vand efter behov. Farsen skal være frikadelle-agtig.
Form til små kødboller og steg dem i smør på en pande. Man kan helt sikkert også bare bage dem i ovnen - i små kødboller fordelt på et stykke bagepapir. Vi kan bare så godt lide den skorpe, både frikadeller og de her får, når de bliver stegt :)

Tomatsaucen:
6-8 tomater
Lidt væske - enten vand eller en halv dåse hakkede tomater
1 finthakket løg
3 fed hvidløg
2 dl fløde
Salt og peber
Smør til stegning
Frisk basilikum

Steg løg og hvidløg i smør.
Blend tomaterne med lidt væske - vi valgte en lidt grov udgave, men man kan også blende det helt fint.
Tilsæt tomaterne til løgene, kog op og lad koge nogle minutter.
Tilsæt fløde og kog saucen op igen. Lad den koge, indtil den bliver lidt tykkere af fløden (tilsæt evt. mere fløde, hvis der er behov for det).
Smag til med salt og peber og tilsæt til sidst en god gang hakket, frisk basilikum.

Læg kødbollerne i tomatsaucen og server med "squash-pasta" - her river man bare et par squash på den grove side af et rivejern. Nogle kan bedst lide, når det bliver kogt et par minutter - vi foretrækker vores rå, så der kommer lidt bid i retten.

Og til slut: Riv en god, tør ost henover. Et rigtigt italiensk LCHF-vidunder :)

Follow on Bloglovin

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...