fredag den 28. februar 2014

LCHF: Græske lammefrikadeller med tzatziki


På et julemarked stødte vi på en bod, der solgte masser af lækkert, økologisk kød. Vi prøvede at begrænse os (for lækkert, økologisk kød er også lidt pebret!), men der røg et par ting med hjem, som vi bare ikke kunne leve uden.

Et af dem var en pakke hakket lammekød. Vi er nemlig ret glade for lam begge to, så der røg hurtigt græske lammefrikadeller på madplanen.

Vi brugte:
500 g hakket lam
1 finthakket løg
2 fed presset hvidløg
1 æg
1/2 dl fløde
1/2 bøtte salattern (feta)
Ca. 15 sorte oliven skåret i halve
1 spsk oregano
Salt, peber og smør til at stege i

Bland alle ingredienser sammen til en fars.
Hvis du har tid, så lad den gerne stå og trække i køleskabet en halv times tid.
Form til frikadeller, og steg dem i smør.

Vi serverede det med sellerifritter og rigeligt tzatziki - opskriften har vi delt før, klik her.

Follow on Bloglovin

Vores indlæg kan indeholde links til produkter fra LCHFbutikken, hvor vi får kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til produkter, vi selv bruger og er tilfredse med.

onsdag den 26. februar 2014

LCHF: Appelsin-marineret andebryst med frisk rødkålssalat


Det her er måske lidt en vinterret, så vi når den lige på faldrebet. And er noget, vi sjældent får lavet - og på denne ret smager i hvert fald skønt! Den skal marineres om morgenen (eller aftenen før), så husk at gå tidligt i gang.

Til 4 personer:
2 andebryst
4 appelsiner
4 stænger frisk rosmarin
Salt, peber og lidt olie

Om morgenen/aftenen før:
Skær appelsinerne i fileter og pres saften ud af resterne. Gem 1/2 dl saft til salaten!
Skær skindet på andebrysterne i tern.
Hak rosmarinen groft.
Put fileter, saft, rosmarin og andebryst i en frysepose sammen med salt, peber og lidt olie.
Læg på køl.

Om aftenen:
Læg andebrysterne i et ovnfad og fordel appelsin og rosmarin ovenpå.
Bag ca. 25 minutter ved 175 grader.

Rødkålssalat:
1/2 rødkål
1 pose saltede pistacienødder
1/2 dl olivenolie
1/2 dl saft fra appelsinerne
Salt og peber
(Vi havde feta i vores som et forsøg, men det passede ikke så godt ind)

Snit rødkålen i fine stykker.
Bland med pistacienødder.
Bland olie, saft, salt og peber og smag til.
Hæld blandingen over salaten og bland godt.

Follow on Bloglovin

søndag den 23. februar 2014

LCHF-kyllinge-lasagne med peberfrugt-hytteost


Ulykken var stor i mit planlægnings-elskende hoved, da der var udsolgt af almindelig hytteost på den hjemmeside, vi bestiller madvarer på. Skulle vi nu virkelig gå ned i en fysisk butik for at købe en snoldet bøtte?! Men så faldt jeg over en hytteost med peberfrugt-smag, som så lækker ud - og denne ret kom til verden.

Til et fad lasagne:
1 hakket løg
600 g kylling skåret i strimler
2 gulerødder, revet
1 ds tomatpure
1 stor bøtte hytteost med peberfrugt-smag
2 squash skåret i tynde skiver
Rigeligt revet ost til toppen
Smør, salt og peber

Steg løg i rigeligt smør.
Tilsæt kylling, salt og peber og steg, til kyllingen er gennemstegt.
Tilsæt revet gulerod og tomatpure. Lad det simre et par minutter.
Saml lasagnen ved at lægge et lag squash nederst i fadet, så kylling, squash, kylling, peberfrugt-hytteost, squash, kylling og rigeligt ost øverst.
Bag i ovnen - 20-30 minutter ved 175 grader, til osten er sprød.

Follow on Bloglovin

fredag den 21. februar 2014

LCHF: Laks med tandoori og lime


Nogle ting passer så godt sammen, at det næsten bliver magisk. Laks med tandoori-krydderi og lime er en af de ting. Det er et trick, Jennifer engang lærte af en venindes veninde, der talte så rosende om det, at det naturligvis skulle prøves af derhjemme. Siden da er lige netop dén kombination blevet lavet mange gange. Denne gang med en hel lakseside frisk fra Sverige - det var fantastisk!

Du skal bruge: 
Laksefileter eller en lakseside
Tandoori-krydderi - kan fx fåes som Santa Maria
1 lime pr. 2 laksefileter - eller 5 lime til en lakseside
Salt og peber

Læg laksesiden i et ovnfad med skindsiden nedad. 
Drys med salt, peber og rigeligt tandoori-krydderi. 
Skær lime i tynde skiver og fordel dem på laksen. 
Bag det 20-30 minutter i ovnen, 160 grader, til laksen er færdig. 

Vi serverede det med en frisk salat, en fed dressing og grøntsager lynstegt med ingefær og limesaft.  


Follow on Bloglovin

onsdag den 19. februar 2014

LCHF-mørbradgryde


Mørbradgryde er sådan en rigtig barndomsklassiker for os - det blev det serveret ret tit dengang, og det var altid et hit for os. Bacon, mørbrad og de - i hvert fald dengang - altid fantastiske cocktailpølser. Og mørbradgryde er da stadig et hit i dag! Vi er i hvert fald vilde med det :) Her kommer vores version.

Til en stor grydefuld:
1 svinemørbrad
1 pk bacontern
1 pk cocktailpølser
1 løg
250 g champignoner
2,5 dl fløde - eller mere, hvis du gerne vil have meget sovs ved.
2 spsk paprika
Salt og peber

Hak løget fint, skær champignon i kvarte.
Steg løg og bacon i en stegegryde.
Når løgene har taget lidt farve, tilsættes champignon.
Skær mørbrad i tern og cocktailpølserne i tykke skiver.
Når baconen er ved at være sprød, tilsættes mørbrad og cocktailpølser.
Krydr med salt, peber og paprika og lad det stege, til kødet er gennemstegt.
Tilsæt fløde og lad det simre, til det tykner.
Smag til.

Her serverede vi det med blomkålsris og en frisk salat med feta.

Follow on Bloglovin

Vores indlæg kan indeholde links til produkter fra LCHFbutikken, hvor vi får kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til produkter, vi selv bruger og er tilfredse med.

mandag den 17. februar 2014

LCHF-morgenmad: Ostesprødt spejlæg, tomatsalat og bacon


På solskinsmorgener med god tid skal der selvfølgelig gøres lidt ekstra ud af morgenmaden. En weekendmorgen nød vi derfor en tallerken med æg, grønt og kød - perfekt! :)

Ægget er lavet ved først at stege et spejlæg i rigeligt smør. Når spejlægget er færdigt, skal der en skive fed ost ovenpå - vi bruger havarti - og så skal spejlægget vendes på panden, så osten kommer nedad og bliver stegt sprødt.

Salaten er tomat blandet med frisk basilikum, lidt løg og en god slat lækker olivenolie.

Serveret med bacon og et glas æblejuice (liberal LCHF).

Follow on Bloglovin

lørdag den 15. februar 2014

LCHF-INSPIRATION: Aftensmad # 2

Vi fortsætter opsamlingen med endnu et inspirationsindlæg. Som vi har skrevet før, laver vi masser af LCHF-mad hver eneste dag, men det er langt fra det hele, der kommer på bloggen - tit fordi det er så simpelt, at vi ikke synes, det er et indlæg værd.

Derfor samler vi de simple, hurtige retter i inspirationsindlæg - denne gang er det med aftensmad.


Kylling viklet i skinke stegt i smør og karry, de sidste par minutter i panden med en bold mozzarella skåret i skiver og lagt på. Serveret med gulerodsstænger og en hjemmelavet grov guacamole - dvs. almindelig guacamole med tern af tomater, agurk og løg blandet i.


Laks stegt med citronpeber. Serveret med ærtemos (kogte ærter blendet med masser af smør) og en tomatsalat lavet af tomater, avokado, lidt løg og en god, fed fetaost. 


En tyk skive kogt hamburgerryg (en rest) bagt i ovnen med ananas og gedeost på. Serveret med fritter lavet af selleri og en broccolimos.


Laksefileter vendt i birkes og stegt i smør. Her serveret med revet squash, revet gulerod og en dressing af mayonnaise, citron og lidt dild.


Det her er faktisk nytårs-hovedretten: Rosabagt kalvesteg, bønner og asparges bagt med bacon om, bagte tomater og en lækker blomkålsmos, som vi blandede med rigeligt ost og bagte i ovnen.

Follow on Bloglovin

Vores indlæg kan indeholde links til produkter fra LCHFbutikken, hvor vi får kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til produkter, vi selv bruger og er tilfredse med.

torsdag den 13. februar 2014

LCHF-smoothie med jordbær og mynte


Det er godt at få rigeligt med vitaminer i denne vintertid - og smoothien her er en bombe af vitaminer. Vi laver ind imellem smoothie om aftenen - særligt hvis den søde tand melder sig på banen. Denne variant er mejerifri.

Til 2 store glas: 
3 håndfulde frosne jordbær
1 dl æblejuice (liberal LCHF)
1 spsk kokosolie
Rigeligt frisk mynte - gerne en håndfuld
Evt. lidt vand for at få blenderen til at arbejde

Blend det hele sammen og server.

Follow on Bloglovin

Vores indlæg kan indeholde links til produkter fra LCHFbutikken, hvor vi får kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til produkter, vi selv bruger og er tilfredse med.

tirsdag den 11. februar 2014

LCHF: Stegt tunfilet med bønnesalat og wasabimayonnaise


Tunsteaks smager skønt, men vi får det sjældent - nok fordi det hører til i den lidt dyrere afdeling, særligt når man er studerende. Men forkælelse skal der selvfølgelig til, så vi har fået tunsteaks stegt i olie, salt og peber med en god olieret salat og en fuldfed mayonnaise-dressing til.

Til bønnesalaten:
1/2 pose kogte bønner
3 tomater
1 lille rødløg
1 spsk friske krydderurter - vi bruger persille
4 spsk olivenolie
2 spsk hvidvinseddike

Skær bønner og tomater i fine stykker og hak løget fint.
Bland en dressing af olie, eddike og krydderurter. Krydr med salt og peber.
Vend salaten i dressingen.

Mayonnaisen er blandet med wasabi-pasta, som man kan finde på tube i de store supermarkeders asiatiske afdeling - ved de øvrige sushi-ting.

Follow on Bloglovin

søndag den 9. februar 2014

LCHF: Kylling i cremet karry-cherrytomat-sauce


Denne ret har været en af Jennifers livretter i efterhånden mange år. Heldigvis er den også rigtig velegnet som LCHF-ret - det er de fleste traditionelle retter egentlig. Den er tilmed både nem og hurtig at lave, og den kræver kun få ingredienser, som til gengæld spiller smukt sammen og smager fantastisk.

Vi bruger:
Et bundt forårsløg
3 fed hvidløg
2 spsk karry
600 g kylling i tern
1 dåse cherrytomater - kan fås i de fleste lidt større supermarkeder
1/2 l fløde
Smør, salt og peber

Skær forårsløg i tynde ringe og pres hvidløgsfedene.
Svits dem i smørret med karry.
Tilsæt kyllingekødet og lad det stege, til kødet er gennemstegt.
Tilsæt cherrytomater og fløde til retten. Smag til med salt og peber.
Lad retten simre, til sovsen tykner.

*Bemærk! Cherrytomaterne bliver meget varme i retten, hvis de er hele. Derfor plejer vi at mase dem flade op af kanten af gryden.*

Vi spiste det med revet squash som pasta og en salat med babysalatmix, cherrytomater, nøddemix og godt med olivenolie.



Follow on Bloglovin

Vores indlæg kan indeholde links til produkter fra LCHFbutikken, hvor vi får kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til produkter, vi selv bruger og er tilfredse med.

fredag den 7. februar 2014

LCHF-panerede rødspættefileter med persillesovs


Vi har før delt opskriften på rødspættefileter paneret i sesam. Denne variant har vi i stedet paneret i mandelmel - det smager også rigtig skønt, og minder mere om traditionelle rødspættefileter.

Vi brugte:
500 g rødspættefileter
2 æg
Rigeligt mandelmel
Salt og peber

Bland mandelmel med salt og peber i en dyb tallerken.
Pisk æggene sammen med en gaffel i en anden dyb tallerken.
Paner fileterne ved først at vende dem i æg, derefter melblanding.
Steg dem et par minutter på hver side i rigeligt smør.

Persillesovsen er lavet ved at hælde 1/2 liter fløde i den pande, fisken er stegt på. Det har så fået lov til at koge, til det er blevet tykt - cirka 10 minutter. Og krydret med masser af friskhakket persille, salt og peber.

Follow on Bloglovin

Vores indlæg kan indeholde links til produkter fra LCHFbutikken, hvor vi får kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til produkter, vi selv bruger og er tilfredse med.

onsdag den 5. februar 2014

LCHF: Kenyansk gryderet


Denne gryderet er inspireret af den tid, Jennifer har tilbragt i Kenya. Der lærte hun at lave mad af en rigtig kenyansk 'Mama' - en madmor, som med sine mange armkræfter lavede mad i baljestore gryder, der balancerede på små træ-grill. Det var et imponerende syn!

Retten smager af de krydderier, man oftest benytter i Kenya: Nelliker, kanel, kardemomme og spidskommen og koriander. Kenyansk mad er inspireret af mellemøsten og Indien - så derfor minder retten også om mad fra de områder. Den er varmende og god til den kolde vintertid.

Til en gryde:
600 g oksekød i tern
2 løg
2/3 bakke champignon
3 store gulerødder
2 dåser hakkede tomater
Krydderiblanding af: 1 spsk nellike, 1 spsk kanel, 1 spsk kardemomme, 2 spsk spidskommen, 2 spsk koriander.
Smør, salt og peber.

Skær løgene i fine både og steg dem i smør i en stor stegegryde.
Tilsæt kød, hele krydderiblandingen, salt og peber. Svits, til kødet har taget farve.
Hæld tomaterne ved og lad det koge op.
Skær champignon i kvarte og gulerødder i grove tern. Put dem i gryderetten.
Lad retten simre, til grøntsagerne er gennemkogte.

Server med en god klat creme fraiche.

Follow on Bloglovin

Vores indlæg kan indeholde links til produkter fra LCHFbutikken, hvor vi får kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til produkter, vi selv bruger og er tilfredse med.

mandag den 3. februar 2014

LCHF: Kylling i cremet peanutsauce


En af de retter, vi oftest er blevet anbefalet at prøve, er helt klart Jane fra Madbandittens opskrift på kylling i cremet peanutsauce. Begejstringen ville ingen ende tage blandt flere af vores følgere på Instagram - så selvfølgelig måtte vi da også kaste os ud i at få den prøvet. Og vi hopper med i heppekoret - det var virkelig en lækker ret! Cremet og knasende og velsmagende - helt klart godkendt.

Vi brugte:
500 g kylling i tern
2 tsk grøn karrypasta
2 dl kokosmælk
2 d fløde
Saft fra 1/2 lime
2 spsk soja
4 spsk smooth peanutbutter
Smør, salt og peber

Steg kyllingen i en sautepande eller stegegryde, til den er gennemstegt.
Tag kyllingen af panden igen.
Put karrypasta i panden og lad det stege lidt.
Tilsæt kokosmælk, fløde, limesaft, soya og peanutbutter.
Rør, til saucen bliver cremet.
Put kyllingen i saucen og smag til.

Drys:
1 bundt frisk koriander
2 forårsløg
1/2 grønt æble
Fintrevet skal fra 1/2 lime
1 dl peanuts

Hak det hele i små tern og bland.

Serveret med blomkålsris.

Follow on Bloglovin

Vores indlæg kan indeholde links til produkter fra LCHFbutikken, hvor vi får kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til produkter, vi selv bruger og er tilfredse med.

lørdag den 1. februar 2014

LCHF: Fyldte peberfrugter med guacamole


Lidt mexicansk stemning med disse fyldte peberfrugter, som smager skønt og er nemme at smække sammen. Og så er de billige med hakket oksekød - dejligt for et studenterbudget :)

Til 4 peberfrugter:
1 løg
2 fed hvidløg
500 g hakket oksekød
1 dåse tomatpure
1 stor gulerod
4 peberfrugter (vi bruger røde)
Rigeligt ost - fx cheddar eller havarti
Smør, salt og peber

Hak løg og hvidløg fint.
Steg dem i smør i en stor gryde.
Tilsæt oksekød, salt og peber og steg, til kødet er gennemstegt.
Tilsæt tomatpure og gulerod.
Smag til.
Skær toppen af peberfrugterne og stil dem i et ovnfad.
Fyld dem med oksekød.
Riv osten over.
Cirka 20 min. ved 175 grader - til osten er smeltet, og peberfrugterne har taget lidt farve.

Vi spiste dem med gulerodsstænger og hjemmelavet guacamole. Det er også lækkert med en mere grov guacamole, hvor man blander tern af tomater, agurk og løg i.

Follow on Bloglovin
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...