onsdag den 12. marts 2014

LCHF-thairet med kylling, kokos og koriander


I, der følger med på Instagram (@lchfhverdag), ved vist efterhånden, at Jennifer bliver ekspert i at lave enkle alt-i-en-gryde-retter i Dublin. Køkkenet er småt og ikke så veludrustet, så det sætter sine begrænsninger. Men det er nu heller ikke helt dumt at blive tvunget til at tænke kreativt - og slet ikke når det fører til lækre, simple retter som denne.

Retten er inspireret af Jennifers livret, hvor der også bruges cherrytomater på dåse. Det giver en god sødme og rundhed til retten, som spiller rigtig godt sammen med kokosmælken. Simpelt og rigtig lækkert!

Til 4 personer:
1 bundt forårsløg skåret i ringe
Et par centimeter frisk ingefær skåret i små stykker eller revet
2 fed presset hvidløg
(Evt. frisk chili skåret i små tern)
500 g kylling i tern
1 dåse cherrytomater
1 dåse kokosmælk
1 stor gulerod skåret i tynde stænger
1 pose sugar snaps (ærter) skåret i strimler
Salt, peber og smør
Frisk koriander til servering

Svits forårsløg, hvidløg, ingefær og evt. chili i smør i en gryde.
Tilsæt kylling og lad det stege, til kyllingen er gennemstegt.
Hæld cherrytomater og kokosmælk i.
Smag til med salt og peber og lad det simre et par minutter.
Tilsæt gulerødder og sugar snaps og lad det simre et par minutter mere.
Drys hakket koriander over ved servering.

**Cherrytomaterne bliver meget varme, så vi maser dem flade op mod kanten af gryden.**

Retten kan for eksempel serveres med revet squash eller gulerødder som "nudler", men den er også fin alene, som den er.

Follow on Bloglovin

Vores indlæg kan indeholde links til produkter fra LCHFbutikken, hvor vi får kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til produkter, vi selv bruger og er tilfredse med.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...