onsdag den 30. april 2014

Fløde"kartofler" LCHF-style


Vi prøver altid at finde nye, lækre måder at servere LCHF-tilbehør på - men ingen af os er vokset op i hjem, hvor der er blevet serveret flødekartofler særligt tit. Derfor var det heller ikke lige faldet os ind - før nu - hvor oplagt det er at lave samme ret bare med rodfrugter. Vi afprøvede det i påsken - og det smagte fantastisk! Det er bestemt ikke sidste gang, det kommer på bordet!

Rodfrugter hører til i den liberale LCHF. Man kan sikkert også lave retten med skiver af blomkål - det står på to-do-listen, når Jennifer vender hjem fra udveksling i slutningen af maj.

Til 4 personer:
1-1,5 kg rodfrugter - vi brugte en blanding af pastinakker og persillerødder
7,5-10 dl fløde
Salt, peber og stødt muskatnød (kan udelades, hvis man ikke lige har det - men det giver en skøn smag til retten!)
Smør til at smøre fadet med

Skræl rodfrugterne og skær dem i tynde skiver.
Smør et ovnfad.
Læg et lag rodfrugter, krydr med salt, peber og muskatnød.
Gentag - rodfrugter, krydderier - til der ikke er flere skiver.
Hæld til sidst fløde over - det skal næsten nå op til det øverste lag, men ikke dække.
Giv det 45-60 minutter ved 175 grader - det skal blive gyldent på toppen.

Vi serverede vores med steaks af svinemørbrad.

Follow on Bloglovin

mandag den 28. april 2014

LCHF: Hvidkålssalat med appelsin, koriander og granatæble


Denne hvidkålssalat er dejligt frisk - og smagen af koriander kommer rigtig fint i spil sammen med de søde appelsiner og det syrlige granatæble. Husk, at frugt hører til i den liberale LCHF-kost - som man sagtens kan spise, hvis ens mål med LCHF ikke er at tabe sig lige nu.

Til en stor portion:
1/2 hvidkål
3 appelsiner
2 dl creme fraiche
Frisk koriander
1 tsk spidskommen
1 granatæble
Salt og peber

Snit hvidkålet fint.
Skær appelsinerne i fileter. Gem saften.
Vend creme fraiche med 1/2 dl appelsinsaft, 1 spsk friskhakket koriander, spidskommen, salt og peber.
Befri kernerne fra granatæblet.
Bland alle ingredienserne sammen - og stil på køl, til det skal serveres, gerne mindst 30 minutter.

Vi serverede det til ovnbagte kyllingeoverlår.

Follow on Bloglovin

Vores indlæg kan indeholde links til produkter fra LCHFbutikken, hvor vi får kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til produkter, vi selv bruger og er tilfredse med.

søndag den 27. april 2014

LCHF-tip: Sprøde spegepølse-chips


Hvis man trænger til en lækker snack, som både knaser og mætter, er det nemt at lave spegepølse-chips.

Smæk skiverne på en bageplade og i ovnen - men hold øje, de kan hurtigt brænde på!

Når skiverne er kølet ned, er de sprøde og lækre :) Vi laver dem også af pepperoni-skiver - både som en del af morgenmaden eller som en lille snack - fx til at dippe i en fed dressing. Det smager skønt!

Follow on Bloglovin

lørdag den 26. april 2014

LCHF-lammegryde med basilikum


Efter påske har der været gode tilbud på lammekød. Det har vi benyttet os af til denne grønne ret. Den kan serveres til fx blomkålsris - men der er så mange grøntsager i retten, at den fint klarer sig alene.

Til 4 personer:
500 g lammekød
1 løg
1 fed hvidløg
1/2 liter fløde
1 stort broccoli
2 bundter forårsløg
250 g slikærter
Frisk basilikum
Smør, salt og peber

Hak løg og hvidløg og svits det i smør i en stegegryde.
Skær lammekødet i tern og prop det i gryden.
Lad det svitse tre minutters tid.
Hæld 1 dl vand, salt og peber i gryden.
Lad det koge 20 minutter under låg.
Tilsæt fløden og lad det koge, til saucen tykner.
Skær broccoli, forårsløg og slikærter i små stykker. Tilsæt til retten og lad det koge i fem minutter.
Hak 1 dl basilikum fint og bland det i retten til sidst.
Smag til med salt og peber.

Follow on Bloglovin

torsdag den 24. april 2014

LCHF: Salviefrikadeller pakket ind i skinke


Her er et alternativt bud på almindelige frikadeller - tilsat frisk salvie og stegt i skinkesvøb. Det smager skønt!

Til fire personer:
500 g hakket svinekød
Frisk salvie
1 æg
Lidt fløde
1 finthakket løg
1 pakke kogt skinke (eller to pakker serrano)
Smør, salt og peber

Bland en fars af kødet, 2 spsk friskhakket salvie, æg, salt, peber, en slat fløde og løg.
Form til frikadeller.
Rul 1/2 skive skinke om hver frikadelle og sæt det fast med en tandstik.
Steg i rigeligt smør.

Vi serverede det med stegte grønne bønner.

Follow on Bloglovin

onsdag den 23. april 2014

Solskin = LCHF-iskaffe


Sikke et skønt påskevejr vi har haft! Her er den blevet nydt med en masse glas hjemmelavet iskaffe. Det er både hurtigt og nemt, det passer perfekt til LCHF-livsstilen - og nå ja - det smager SKØNT! Opskriften delte vi sidste sommer - du kan finde den lige her (klik klik).


Follow on Bloglovin

tirsdag den 22. april 2014

LCHF-risotto med svampe og bacon

Puha, bloggen har været forsømt de sidste par uger! Først var der pres på med afleveringer op til påskeferien - og så var der selve ferien, hvor Jennifer har været et smut hjemme i Danmark for at være sammen med Christoffer. Den har stået på masser af hygge - og masser af rigtig lækker madlavning, som der nu endelig er tid og overskud til at dele her :)


Vi lægger ud med denne lækre risotto, som vi lavede til frokost en dag i ferien - inspireret af forskellige varianter vi har set rundt på forskellige blogs. Det blev rigtig godt - med den helt rette cremede konsistens og en dejlig smag. Risene er skiftet ud med blomkålsris, og det fungerer glimrende. 

Denne variant er med blandede svampe og bacon - men risotto indbyder jo til alverdens varianter, så vi skal helt sikkert have prøvet nogle flere af!

Til 4 portioner: 
2 pakker bacon
250 g blandede svampe - vores supermarked havde en mixet bakke
1 løg
1 fed hvidløg
2 dl hvidvin
1 blomkålshoved
1/2 l fløde
1 æggeblomme 
100 g revet parmesan
Bredbladet persille
Rigeligt smør

Du skal have to pander i gang. 
I den første steger du bacon skåret i strimler og champignon skåret i små skiver. Det skal stege, til det bliver sprødt - ca. 10 minutters tid. 

I den anden pande skal du smelte rigeligt smør. 
Hak løg og hvidløg fint og svits det i smørret.
Hæld hvidvinen ved og lad det småkoge, til vinen er svundet ind til 1/3 - ca. 5-10 minutter. 

Imens vinen koger, skal du rive blomkålet. 
Hæld kogende vand over, og lad det stå under låg, til vinen er kogt ind. 
Hæld vandet fra blomkålen, og put "risene" over i panden med løg og vin. 
Tilsæt fløden og lad det småkoge, til saucen tykner. Det tager ca. 15 minutter - husk at røre. 

Når saucen er tyk, tages panden af varmen. 
Bland æggeblomme og revet parmesan i retten for at gøre den ekstra cremet - og gem lidt parmesan til pynt. 
Vend det sprøde bacon og svampestykkerne i risottoen. 
Server med grofthakket bredbladet persille og revet parmesan.


Follow on Bloglovin

mandag den 7. april 2014

Give away: Og vinderen er....


Hold da op - 84 kommentarer med i alt 232 lodder er det blevet til! Det er jo helt vildt!

Mange tak fordi I ville deltage - og tak for alle de fine ord om bloggen, der ligger ved mange af kommentarerne. Det varmer! Og velkommen til alle de nye følgere på både Bloglovin, Instagram og Facebook.

Vi har ladet random.org stå for lodtrækningen - og vinderen er nummer....


Bag dette lod gemmer sig Lis Vinter:


Stort tillykke Lis - vi sender dig en mail med det samme :)

Og til alle jer, der skriver, at I har overvejet at bruge nemlig.com - prøv det, det er skønt!

Hav en rigtig dejlig aften.

Follow on Bloglovin

SIDSTE CHANCE: Vind 500 kr. til nemlig.com *vinderen er trukket*


Så er det sidste chance - i aften klokken 20 trækker vi en vinder af gavekortet på 500 kroner til nemlig.com. Så skynd dig ind og læg en kommentar på dette indlæg (klik klik).

Follow on Bloglovin

søndag den 6. april 2014

LCHF-brændende kærlighed - rodfrugt-versionen


Vi har før delt opskriften på brændende kærlighed - som jo er en helt genial LCHF-ret! Masser af fedt og masser af skøn smag. Og så er det både hurtigt og nemt at lave, med få ingredienser.

I den tidligere version lavede vi det med blomkålsmos. I denne er mosen lavet af gulerødder og pastinakker - så det er en mere liberal udgave af retten.

Til to personer:
3-4 pastinakker
3-4 gulerødder
100 g smør (også gerne mere)
2 pakker bacontern
2 løg
Salt og peber

Skær gulerødder og pastinakker ud i tern og kog dem, til de er helt gennemkogte.
Mos dem groft med salt, peber og rigeligt smør.
Steg bacon og løg i tern på en pande.

Follow on Bloglovin

lørdag den 5. april 2014

Liberal LCHF: Koteletter i mango-sauce


Denne ret hører til i den liberale LCHF-kost, fordi den indeholder mango, som indeholder en del kulhydrater. Vi spiser ikke LCHF for at tabe os, men fordi vores kroppe har det rigtig lækkert med livsstilen. Derfor tillader vi også ind imellem frugt og rodfrugter i vores kost - det har vi det fint med.

Retten her er super lækker og

Til 4 personer:
500 g koteletter - gerne nakkekoteletter med en god fedtkant
1/2 liter fløde
1 dl sød mangochutney
1 mango
200 g cherrytomater
3 løg
Chili, salt og peber

Krydr koteletterne med salt og peber og steg dem i smør, til de er gennemstegte.
Hold dem varme i et fad med låg.
Skær løgene i både og steg dem i fedtet fra kødet.
Tilsæt fløde, chutney, mangofrugt i tern, cherrytomater skåret i halve og et drys chili.
Lad saucen koge, til den tykner.
Smag til med salt og peber og hæld den over koteletterne.

Vi serverede det med grøntsagsstænger til.

Follow on Bloglovin

Vores indlæg kan indeholde links til produkter fra LCHFbutikken, hvor vi får kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til produkter, vi selv bruger og er tilfredse med.

fredag den 4. april 2014

Husk: Deltag i vores give away om 500 kr. til nemlig.com *vinderen er trukket*


Pssst! Har du husket at deltage i vores give away, hvor du kan vinde et gavekort til nemlig.com på 500 kr.? Alt du skal gøre er at lægge en kommentar til dette indlæg (klik klik). Vi trækker en vinder på mandag.

God fredag!

Follow on Bloglovin

torsdag den 3. april 2014

LCHF-hakkebøffer med grillet salat


Grillet mad smager altså af sommer - og det er en ekstra god smag, når foråret titter frem. Denne ret er dog bare "grillet" på grillpanden i køkkenet - men den smager skønt!

Til 4 personer:
500 g hakket oksekød
2 spsk oregano
3 løg
6 tomater
2 grønne peberfrugter
250 g feta - helst i blok
5 spsk olivenolie
Salt og peber

Bland kødet med oregano, salt og peber.
Form til hakkebøffer.
Varm grillpanden godt op - det tager ca. 4 min. ved fuld varme.
Steg bøfferne på panden, til de er gennemstegte, og tag dem af.
Skær løgene i både og grill dem et par minutter. Tag dem af.
Skær tomaterne i halve og grill dem - ca. 5 minutter.
Bland løg og tomater med grøn peber skåret i tynde strimler.
Smuldr fetaen over. Hæld olie på og krydr med salt og peber.

Follow on Bloglovin

Vores indlæg kan indeholde links til produkter fra LCHFbutikken, hvor vi får kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til produkter, vi selv bruger og er tilfredse med.

onsdag den 2. april 2014

LCHF: Hasselback rodfrugter


De fleste kender nok hasselback kartofler (eller hasselbagte, som de også kaldes her i Danmark). Vi afprøver ofte nye måder at servere LCHF-tilbehør på, så vi skulle selvfølgelig også prøve at servere rodfrugter på den måde. Det blev rigtig godt, og kan varmt anbefales. 

Rodfrugter hører til i den mere liberale LCHF-kost. Vi spiser ikke LCHF for at tabe os, så derfor tillader vi ind imellem rodfrugter som en del af vores kost - det har vores kroppe det fint med. 

Du skal bruge: 
1 kg blandede rodfrugter
Olie, salt og peber

Snit rodfrugterne halvt igennem med et lille mellemrum mellem hvert snit. Jo tættere snittene er, desto sprødere bliver de. 
Læg dem i et ovnfad og pensl dem med olie. 
Krydr med salt og peber. 
Bag ca. 40 min. ved 175 grader.  


Vi spiste vores med oksesteg og en hjemmelavet creme fraiche dressing til. 

Follow on Bloglovin

tirsdag den 1. april 2014

LCHF: Farmors mørbrad i fad


Jennifers farmor laver rigtig lækker mad - og det her er hendes absolutte specialitet: Mørbrad i fad. Hun plejer at servere dem med ris - det gør vi selvfølgelig ikke. Denne gang var det med en frisk hvidkålssalat - men blomkålsris er også super lækre til. 

Til 4 personer: 
1 svinemørbrad
2 løg
2 glas champignon (man kan selvfølgelig også bruge friske)
1/2 liter fløde
Salt, peber og karry

Skær svinemørbraden i 1 cm tykke skiver. 
Krydr kødet med en smule karry, salt og peber. 
Steg dem i rigeligt smør, ca. 1 min. på hver side. 
Læg dem i et ovnfad.
Hak løgene og steg dem i smør med champignonerne, til de er sprøde.
Fordel løg og champignon over mørbradstykkerne. 
Hæld fløden over. 
Bag i ovnen - 30 min. ved 175 grader. 

Hvidkålssalaten med persille og feta har vi delt opskriften på før, klik her


Follow on Bloglovin

Vores indlæg kan indeholde links til produkter fra LCHFbutikken, hvor vi får kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til produkter, vi selv bruger og er tilfredse med.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...