torsdag den 21. august 2014

LCHF: Bacon-løgringe


Ferien er ovre, skolen er i gang - og det går desværre en smule udover bloggen, som er en smule forsømt disse dage. Her kommer til gengæld et virkelig lækkert bud på tilbehør på LCHF-tallerkenen: Bacon-løgringe! Det er super nemt at lave, og de smager skønt (selvfølgelig - bacon og løg, kan det andet end blive godt?).

Inspirationen er fundet ved Mini-hakkeren, som vi har fulgt i nogle år. Bloggen er ikke LCHF-fokuseret, men rigtig god alligevel. 

20 løgringe: 
3-4 store løg
3 pakker bacon i skiver
Evt. hvidløgspulver, bbq-krydderi eller andet

Skær løgene i skiver og pop det inderste af ringene ud, så der kun er de to yderste ringe tilbage (ved meget brede løg brugte vi også de to næstinderste ringe til endnu en løgring).
Vikl bacon rundt om ringene, så løget dækkes. 
Læg dem på en bageplade med bagepapir og drys evt. med lidt krydderi.
Bag ca. 30 minutter ved 200 grader - vend dem, når halvdelen af tiden er gået. 


Follow on Bloglovin

lørdag den 16. august 2014

LCHF-INSPIRATION - Aftensmad # 3

Her kommer endnu et inspirationsindlæg med noget af den aftensmad, vi har lavet, men som ikke er avanceret nok til at opskriften behøver deles.


Laks med philadelphia, purløg og radiser, bagt i staniol. Med en lækker salat til.



Koteletter stegt med BBQ-krydderi og serveret med hjemmelavet coleslaw


Kyllingefilet paneret i mandelmel, serveret med tomater og mozzarella.


Kødsovs med tomatpure, champignon og gulerod.


Laks stegt med salt, peber og lidt citron, stegte nye gulerødder og porrer, og en salat med friske danske grøntsager, mozzarella og basilikum. 

Follow on Bloglovin

Vores indlæg kan indeholde links til produkter fra LCHFbutikken, hvor vi får kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til produkter, vi selv bruger og er tilfredse med.

torsdag den 14. august 2014

LCHF-"butterdejs"-skinkestang


Vi er med i en Facebook-gruppe, hvor LCHF'ere er super gode til at dele opskrifter og bakke op om hinanden. Det er rigtig dejligt! En af de ting, der har været meget populære derinde på det seneste, er en opskrift på stromboli - en dej, der minder om butterdej.

Den skulle vi selvfølgelig også prøve af - lavet som den klassiske skinkestang fra barndommen. Dejen kan selvfølgelig også fyldes med alverdens andre lækre sager, så det er bare med at komme i gang med eksperimenterne!

Tilføjelse januar 2016: Vi er blevet gjort opmærksom på, at opskriften oprindeligt stammer fra denne blog - det fremgik ikke af den tråd på Facebook, hvor vi fandt opskriften. Vi beklager.

Dej til 1 stang (aftensmad til 2, hvis der er godt tilbehør til):
140 g revet mozzarella (købt revet - frisk mozzarella er for våd til dette)
1 æg
4-5 spsk pofiber (det kan også erstattes med fiberhusk, så skal du måske bruge lidt mere)

Smelt osten i en gryde med slip let belægning.
Når osten er helt smeltet: Tag gryden af varmen og rør æg og pofiber i, til dejen samler sig til en blød bold. Tilsæt evt. mere pofiber, hvis dejen ikke hænger godt nok sammen.
Rul dejen ud mellem to lag bagepapir - den skal være max 2 mm tyk.

Fyld:
1 pk skinkestrimler
5 store champignoner
1/2 pk Philadelphia
1/4 bundt purløg
Salt og peber

Skær champignonerne fint og klip purløg.
Bland alle ingredienserne og smag til med salt og peber.

Fordel fyldet på dejen, og skær strimler af dejen:


Fold derefter dejen sammen om fyldet, først strimlerne i siden og til sidst enderne:


Bag 25 min ved 175 grader varmluft, til dejen er brun og sprød.

Follow on Bloglovin

Vores indlæg kan indeholde links til produkter fra LCHFbutikken, hvor vi får kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til produkter, vi selv bruger og er tilfredse med.

onsdag den 13. august 2014

LCHF-båndpasta


Igennem sommeren har vi skrevet en masse ting på vores to do liste over retter og ting, vi gerne vil have afprøvet i køkkenet. Et af dem er LCHF-båndpasta - og det var virkelig en succes!

Pastaen smager ikke af så meget, men det har en næsten helt almindelig båndpasta-konsistens - og det er altså virkelig lækkert for en pasta-elsker som Jennifer. Bestemt ikke sidste gang, vi har lavet det!

Til ca. 3 voksne - eller måske 2 voksne og 2 børn:
4 æg
125 g Philadelphia
3 spsk fiberhusk
1/2 tsk salt

Pisk æggene luftige i en skål.
Tilsæt ost, fiberhusk og salt og pisk det til en ensartet masse.
Stil på køl, mindst et kvarter.
Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir, til det fylder en bageplade.
Bag det i 15 minutter ved 150 grader.
Lad pastaen køle lidt af og rul det derefter sammen, så du nemt kan skære bånd af den:



Pastaen kan både fryses og klarer også nemt en tur i mikroovnen. Vi serverede det med en lækker kødsovs lavet af tre slags svinekød til.


Follow on Bloglovin

Vores indlæg kan indeholde links til produkter fra LCHFbutikken, hvor vi får kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til produkter, vi selv bruger og er tilfredse med.

tirsdag den 12. august 2014

LCHF-"kartoffel"-salat lavet med blomkål


Kartoffel-salat plejer at være fast inventar til sommerens grill-aftener - men kartofler er jo bestemt ikke noget hit på LCHF. I løbet af sommeren spottede vi flere forskellige alternativer på Instagram, og nu tog vi os endelig sammen til at afprøve denne lækre salat - som tilbehør til hjemmelavede frikadeller (så bliver det da ikke mere dansk!). Opskriften fandt vi på denne blog, som vi fast læser og bliver utroligt inspireret af - hold op noget lækker mad. Vores version er kun ændret en smule.

Som tilbehør til 4:
1 blomkål
2 bundter radiser
4 forårsløg
5 spsk creme fraiche 38%
2 spsk mayonnaise - vi brugte selvfølgelig vores hjemmelavede 1-minuts-vidunder
1 håndfuld krydderurter - vi brugte purløg, persille og basilikum
2 tsk dijonsennep
Salt og peber

Skær blomkålen i små buketter og kog dem med lidt salt, til de er let møre, men stadig har bid.
Lad dem køle ned.
Skær radiser og forårsløg i tynde skiver.
Hak krydderurterne.
Bland alle ingredienser sammen og smag til.

Follow on Bloglovin

søndag den 10. august 2014

Hjemmelavet mayonnaise - på 1 minut!


Okay, normalt udgiver vi maks 1 indlæg om dagen, men det her er simpelthen for smart til ikke at blive delt med det samme! Hjemmelavet mayonnaise - på 1 minut! Det var Jennifer, der faldt over inspirationen på Pinterest, og endelig fik taget sig sammen til at prøve det. Og hold nu op, hvor er det nemt og godt! Vi køber aldrig færdiglavet mayonnaise igen!

Det skal du bruge:
Stavblender
Sylteglas, ca. 1/2 liter - det skal have stor nok åbning til at din stavblender kan komme ned i det. Vi tog blenderen med i tasken og gik på jagt, og dette er fundet i Søstrene Grene. Du kan også lave mayonnaisen i et højt glas og så flytte det over i en anden beholder bagefter.

1 æg str. L/XL
2-3 tsk citronsaft eller eddike
1 drys salt
1 tsk dijonsennep (kan udelades - eller fx erstattes med hvidløg for en aioli!)
2,4 dl smagsneutral olie - vi brugte rapsolie. Olivenolie giver en alt for gennemtrængende smag.

Slå ægget ud i sylteglasset - det må gerne komme direkte fra køleskabet, det er ikke nødvendigt med stuetemperatur med denne opskrift.
Tilsæt citronsaft eller eddike, salt og evt. sennep.
Hæld olien i, og lad det stå et øjeblik, til ægget ligger stille på bunden af glasset.
Sæt nu din stavblender helt ned i bunden af glasset, og tænd. Hold den stille der i 20 sekunder. Der begynder hurtigt at dannes mayonnaise.
Efter 20 sekunder skal du langsomt flytte stavblenderen opad i glasset, mens du blender det sidste olie ind i mayonnaisen. Sluk, når du når toppen. Voila!!

Follow on Bloglovin

Cremet fiskesuppe med sprød porre-topping


Her er så, hvad julienne-stavene fra mandolin-jerns-testen i går blev brugt til: En super velsmagende, cremet suppe med tre slags fisk og sprøde porrer på toppen. Indrømmet - det er en lidt sær ret at servere her i sommervarmen - og vi var da også ved at smelte lidt, mens vi spiste den. Men mandolin-jernet skulle i brug - og har man først sagt julienne-stave, begynder hele Jennifers krop at skrige efter denne suppe, som er blevet serveret i hendes familie til diverse gæstebesøg, nytårsaftener og lignende i vel snart en ti år.

Suppen er altså virkelig god - og nem at lave. I denne version er der både laks, muslinger og rejer i - men man kan sagtens lave den med andre slags fisk, og også sagtens nøjes med en enkelt slags. Oprindeligt blev den lavet udelukkende med laks - og det bliver den såmænd ikke ringere af.

Aftensmad til 4 eller forret til 8:
2 løg
4 fed hvidløg
3 gulerødder
4 stænger bladselleri
2 dl hvidvin
3 fiske-bouillonterninger
1,5 l vand
1/2 l fløde
2 laksefileter (eller 4 laksefileter, hvis det kun skal være med laks)
1 lille pose rejer
1 dåse muslinger
3 porrer
Rigeligt olie
Salt og peber

Hak løg, hvidløg, gulerødder og bladselleri fint.
Svits det i olie i en suppegryde.
Hæld hvidvin ved, og kog til det fylder 1/3.
Tilsæt fiskebouillon, vand, salt og peber og lad det koge i 10 minutters tid.
Imens: Skær laksen i tern, krydr med salt og peber og steg det et par minutter på en pande.
Skær porrerne i julienne-stave (stave som tændstikker).
Tag laksen af panden, hæld mere olie på (panden skal være dækket af et tyndt lag) og steg porre-stavene sprøde.
Hæld fløde i suppen, tilsæt laks, muslinger og rejer, og kog suppen op.
Smag til med salt og peber.

Server suppen med sprød porre som topping.

Follow on Bloglovin

lørdag den 9. august 2014

Test: Microplane mandolin-jern


Vi har endnu engang haft fornøjelsen af at teste nyt køkken-legetøj fra Hamonoya. Denne gang er det mandolin-jernet fra Microplane, vi har fået lov til at afprøve. 

Mandolinjernet kan både skære almindelige skiver og julienne-stave. Skæret til julienne kan klikkes fast bagpå, når det ikke bruges - på den måde er det også lidt sværere at få det væk i den store køkkengrejs-skuffe. 

Jernet kan indstilles i tre forskellige tykkelser, så man kan få lige præcis den slags skiver eller stave, man har brug for. Det sætter vi pris på, for der er stor forskel på, hvor tykke vores squash-lasagneplader, agurkesalats-skiver osv. skal være. Smart! Tykkelsen styres med en lille skydeknap på siden af jernet - hvor man også kan "lukke" jernet, så man ikke kan komme til at skære sig på det, når det ligger i skuffen. 


Vi testede både julieen-stave og skiver. Ved de almindelige skiver gik det super fint derudaf - det er et godt skær, man holder godt på håndtaget, og det står skridsikkert på bordet. Dog sidder skæret ikke voldsomt langt fra håndtaget, så når man vil lave squash-plader, er man nødt til at skære squashen over til flere omgange. 

Julienne-stavene havde vi lidt flere problemer med - det var altså lidt småsvært at få skæret til at samarbejde her, især ved den hårde gulerod. Vi prøvede at bruge den slæde, som følger med til at beskytte fingrene (øverst på det øverste billede), men det gjorde desværre ikke arbejdet nemmere. Slædens pigge holdt ikke grøntsagerne særligt godt fast - og der var et stort spild ved gulerødderne, fordi slæden ikke kunne holde dem fast nok til, at man kan skære den sidste del. På det punkt har vi altså haft bedre erfaringer med andre mandolinjern. Slæden virker til gengæld fint med fx squash til skiver. 

Men alt i alt - et okay produkt, især til de almindelige skiver. Man har et betydeligt bedre greb på denne, end øvrige mandolinjern vi har prøvet. Og med lidt tålmodighed, kan man nok også få gulerods-julienne på bordet. 

Mandolin-jernet fra Microplane sælges ved flere af landets isenkræmmere. Prisen er 299,95,-

Hvad julienne-stavene blev brugt til, deler vi i morgen :)

Indlægget er bragt i samarbejde med Hamonoya - men alle holdninger i indlægget er 100 % vores egne.

Follow on Bloglovin

fredag den 8. august 2014

Tilbage fra ferie - og lækkerier på vej!


Så er vi ved at være helt og aldeles færdige med ferie i denne omgang - eller; Jennifer har stadig lige en uge før studiestart, men Christoffer er tilbage på arbejds-pinden, så det taler vi ikke for højt om ;)

Og åh hvor har vi haft det skønt! Med både studentergilde for en lillebror, masser af familiebesøg, en forlænget weekend i Riga, en uge ved familien i Sverige, lækkert besøg fra Irland og 10 skønne dage ved havet i Kroatien, hvor vi nød masser af laber, frisk fisk. Se bare de lækre blæksprutter!



Nu er der ladet op på alle batterierne - og vi har masser af lækker mad og opskrifter klar til bloggen, så I kan godt glæde jer :)

Vi håber, I har haft det ligeså skønt som os!

Follow on Bloglovin
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...