torsdag den 18. september 2014

Store syltedag: Langtidsbagte tomater og syltede agurker og rødbeder uden sukker


Christoffer skulle arbejde i udlandet i 14 dage, så jeg brugte en søndag på at fylde køleskabet med rare, hjemmelavede ting, så jeg hurtigt kunne smøre mig nogle lækre madder og sandwich og på den måde slippe for at lave alt for meget mad kun til mig selv i løbet af perioden.

Først bagte jeg osteboller og kernebrød, og senere blev der syltet og preppet til den helt store medalje. Mayonnaisen på 1 minut (jeg er stadig oppe at køre over, hvor nemt det er!), pesto og syltede rødløg blev det til - plus nyankommerne her til bloggen og indlæggets stjerner: Langtidsbagte tomater og syltede agurker og rødbeder uden sukker.

Med alt det i køleskabet er det altså både nemt og lækkert at smække aftensmaden sammen :)

Langtidsbagte tomater (opskriften fandt jeg hos Ravfood):

1 kg tomater
1 dl olivenolie
3 fed hvidløg
1 håndfuld friske krydderurter - jeg brugte basilikum, oregano og timian
1 tsk groft salt
2 tsk Sukrin

Skær tomaterne i halve og put dem i en frysepose.
Hæld olie, hakket hvidløg, krydderurter, salt og Sukrin i posen og ryst godt.
Fordel tomaterne på en bageplade med skæresiden opad.
Bag ved 130 grader i 2,5-3 timer - til der næsten ikke er mere væde i bagepladen.
Fyld på glas.
Kan holde sig 1-2 uger på køl - længere hvis man tilsætter konserveringsmiddel.

Syltede agurker (et stort glas):

2 agurker
1/2 dl salt
1/2 l eddike
3/4 dl Sukrin
1 tsk peberkorn
Et par laurbærblade
Evt. 1/2 tsk konserveringsmiddel

Skær agurkerne helt tyndt - gerne på mandolinjern. Jeg brugte vores Microplane - det fungerede perfekt.
Put agurkerne i en si og vend saltet rundt i det.
Lad det trække 10 minutter.
Kog imens eddike, Sukrin, peber og laurbærblade, til sukrinen er opløst.
Lad det køle lidt af.
Efter 10 minutter skal væden presses ud af agurkerne.
Put dem i et stort sylteglas og hæld eddikeblandingen over.
Tilsæt evt. 1/2 tsk konserveringsmiddel.
Agurkerne er klar efter et par dage.

Syltede rødbeder (2 glas): 

1 kg rødbeder
1/2 l eddike
125 g Sukrin
5 hele nelliker
Evt. 1/2 tsk konserveringsmiddel

Kog rødbederne med skræl i ca. 1 time.
Kog imens eddike med Sukrin og nelliker.
Tilsæt evt. konserveringsmiddel, og lad eddikeblandingen køle ned.
Efter 1 time: Køl rødbederne lidt ned, flå dem og skær dem i skiver.
Fordel i glas og hæld eddikeblandingen over.
Rødbederne er klar efter et par dage.

Follow on Bloglovin


Vores indlæg kan indeholde links til produkter fra LCHFbutikken, hvor vi får kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til produkter, vi selv bruger og er tilfredse med.

tirsdag den 16. september 2014

LCHF: Pasta Frutti di Mare - eller pasta med alt godt fra havet


Vi elsker at spise fisk - og denne ret gør sig rigtig godt. Den er cremet, og der er god smag fra fisken - uden det bliver for "fisket". Server den med squash-getti (vores er selvfølgelig lavet med vores Gefu Spiralfix) og et gavmildt drys parmesan - mums!

Til 4 personer:
1 løg
1 fed hvidløg
5-600 g blandet fisk - det kan både være de der frosne fiskeblandinger, eller en selvvalgt blanding. Vi bruger typisk 300 g laks, 100 g rejer og 100 g muslinger - men anden fisk er også velkommen
1 dåse tomatpure
1 dåse hakkede tomater
1/4 liter fløde
Salt og peber
1 bundt persille
Parmesan

Hak løg og hvidløg fint og svits det i olie i en stor gryde.
Skær fisken i mundrette tern og tilsæt det til gryden. OBS: Hvis du bruger rejer og muslinger, skal du vente med at tilsætte dem til senere.
Lad det svitse kort, til fisken har taget lidt farve.
Tilsæt tomatpure, hakkede tomater og fløde og lad det simre, til saucen tykner - ca. 10-15 minutter.
Tilsæt rejer og muslinger de sidste par minutter.
Smag til med salt og peber.
Hak persillen fint og tilsæt den til retten lige før servering - gem gerne lidt til pynt.
Server med parmesan revet over.

Follow on Bloglovin


Vores indlæg kan indeholde links til produkter fra LCHFbutikken, hvor vi får kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til produkter, vi selv bruger og er tilfredse med.

mandag den 15. september 2014

Salatopkvikker: Citron-olie


Citron-olie smager skønt som dressing på salater - den syrlige smag blandet med olien gør det rigtig godt. Det er nemt at lave en hjemmelavet version - og selvfølgelig ret lækkert at kunne sætte en hjemmelavet olie-dressing på bordet.

Du skal bruge:
6 økologiske citroner
1 dl salt
2,5 dl rapsolie

Vask citronerne og skræl dem, så det kun er skallen - ikke det hvide - der kommer med.
Bland med salt og lad det trække i køleskabet i 24 timer.

Efter 24 timer: Skyl citronskallerne.
Hæld olien over skallerne og lad det trække i en uge.

Efter en uge: Si citronskallerne fra og hæld olien på flaske.

Follow on Bloglovin


Vores indlæg kan indeholde links til produkter fra LCHFbutikken, hvor vi får kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til produkter, vi selv bruger og er tilfredse med.

søndag den 14. september 2014

LCHF-kyllingefarsbrød


Farsbrød virker måske lidt gammeldags, men herhjemme er vi vilde med det. Det smager skønt, er let at variere med forskellige ingredienser og krydderier - og så er det dejligt nemt og hurtigt at smække det i ovnen, hvor det klarer sig selv. Vi har før lavet en græsk version med svinekød - denne gang blev det med kylling og masser af smag fra de sorte oliven.

Til 4 personer:
500 g hakket kylling
1 løg
2 fed hvidløg
1 æg
1 glas sorte oliven
Salt, peber og 1 spsk oregano
1 pakke baconskiver

Hak løg og hvidløg fint.
Bland med kød, æg, hakkede oliven og krydderier.
Form som et aflangt brød på en bagepapirsklædt plade.
Pak farsbrødet ind i bacon.
Bag ca 30-40 min ved 175 grader.

Vi spiste det med gulerodsstave og hjemmelavet guacamole - klik for opskrift.


Follow on Bloglovin

Vores indlæg kan indeholde links til produkter fra LCHFbutikken, hvor vi får kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til produkter, vi selv bruger og er tilfredse med.

søndag den 7. september 2014

LCHF: Aubergine bagt med gedeost


Christoffer er i udlandet i forbindelse med arbejde ret ofte for tiden, så jeg vælger alle de allernemmeste løsninger på aftensmadsfronten de aftener, hvor der ikke er gæster forbi. Et godt eksempel er disse lækre aubergineskiver, som først er stegt på grillpande og dernæst bagt med gedeost. De er i øvrigt også glimrende som forret eller tilbehør.

Som forret til 4:
1 stor aubergine
1 stor rulle gedeost - eller to små fra supermarkedet
2 stængler frisk rosmarin
Rigeligt olivenolie, salt og peber

Skær auberginen i 1 cm tykke skiver.
Opvarm rigeligt olie i en grillpande (auberginen suger meget).
Tilsæt frisk rosmarin i små stykker.
Når panden er meget varm: Steg aubergineskiverne et par minutter på hver side.
Fordel auberginen på en bageplade med papir.
Skær gedeosten i skiver og fordel på auberginen.
Bag det i ovnen, 15-20 minutter ved 175 grader varmluft - eller til gedeosten bliver gylden.

/Jennifer

Follow on Bloglovin

fredag den 5. september 2014

Greatest LCHF-hits fra det første år


Hold da op! Vi har helt overset i farten, at vores lille blog er fyldt 1 år! Nærmere bestemt d. 20. august - ups...

Det er gået rivendes hurtigt - og hvor har det været fedt undervejs! 188 indlæg er det blevet til - og ikke mindre end 1074 skønne mennesker er I, der følger os på Bloglovin', 496 på Facebook og 1759 på Instagram (@lchfhverdag). Tak for alle likes og kommentarer. Det varmer hver eneste gang, gør det!

I dagens (eller 20. august's) anledning kommer her en greatest hits med de 10 opskrifter, der er blevet klikket mest på i årets løb. Enjoy!





















Follow on Bloglovin

torsdag den 4. september 2014

LCHF: Oliventapenade


Oliventapenade er en nem måde at få noget godt fedtstof på sin LCHF-tallerken - og det smager SKØNT som tilbehør til flere forskellige slags kød, eller som smørelse i en burger eller sandwich. Denne er lavet på sorte oliven, men man kan også sagtens bruge begge slags eller udelukkende grønne.

Til en stor portion:
500 g oliven uden sten
1,5 spsk kapers
2-3 fed hvidløg
Lidt olie, salt og peber

Blend det hele godt sammen - vi bruger minihakkeren.

Server fx med tomatsalat, krydderurtemarineret kylling og bønnefritter.



Follow on Bloglovin

onsdag den 3. september 2014

LCHF: Indisk butterchicken


Indisk mad er en af vores favoritter - al den smag og lækkerhed er da ikke til at stå for! Engang i løbet af ferien kastede vi os derfor over at lave butterchicken, og hold op hvor smagte det skønt. Opskriften fandt vi her.

OBS: Kyllingen skal marinere et par timer, så gå i gang i god tid :)

Til 4 personer:
1,5 dl græsk yoghurt
2 fed hvidløg
3 cm frisk ingefær
2 tsk spidskommen og 2 tsk koriander
1 tsk garam masala krydderi
1/4 tsk chili
600 g kyllingefilet
1 spsk olie
25 g smør
1 løg
400 g tomatpure
1 kyllingebouillonterning
1 dl vand
1,5 dl fløde

Bland yoghurt med presset hvidløg, revet ingefær og krydderier.
Skær kyllingen i små tern og vend den i yoghurtblandingen.
Lad det marinere på køl i 2 timer.

Varm olie og smør i en gryde.
Skær løget i tynde strimler og svits det.
Tilsæt kylling og marinade og lad det stege i 5 minutters tid.
Tilsæt tomatpure, bouillon og vand.
Bring retten i kog, og skru så ned til lav varme.
Lad det simre i 10 minutter - rør i det indimellem.
Rør fløden i og lad det simre 5 minutter mere.

Vi spiste det med blomkålsris til.

Follow on Bloglovin

Vores indlæg kan indeholde links til produkter fra LCHFbutikken, hvor vi får kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til produkter, vi selv bruger og er tilfredse med.

tirsdag den 2. september 2014

LCHF-INSPIRATION: Morgenmad # 4

Endnu et inspirationsindlæg, denne gang med forskellige forslag til morgenmad, men som ikke er avanceret nok til at opskriften behøver deles.


Omelet med skinke, tomater og ost - drysset med purløg.


Røræg med asparges, champignon og ost i. Med bacon og cherrytomater.


Vendt spejlæg med grøntsager og bacon stegt med krydderurte-flødeost.


Omelet med bacon, tomater, skinke, frisk basilikum og masser af ost.


Cremet rygeost med skinke og friske grøntsager til.

Follow on Bloglovin

mandag den 1. september 2014

LCHF-osteboller


Facebook-gruppen er ved at flyde over af forskellige bud på osteboller for tiden, så det måtte vi selvfølgelig også kaste os over, nu hvor hverdagen for alvor er i gang igen og madpakkerne skal smøres. 

Bollerne er en smule æggede i smagen - men det er svært at lave hvidt LCHF-brød, som ikke er det. Til gengæld har de god struktur - og med pålæg på smagte de skønt!

Til 8 boller:
5 æg
250 g revet ost - vi brugte mozzarella på pose
4 spsk Husk (kan erstattes af 2 spsk fiberhusk)
4 spsk pofiber
1 tsk natron
1/2 tsk salt
Evt. lidt frø eller kerner

Bland alle ingredienser godt sammen og lad det hvile i 10 minutter. 
Gør hænderne våde og form 8 boller. 
Fordel på bagepapirsklædt plade og bag det i 18 minutter ved 200 grader varmluft. Bollerne skal være mørke for at æggene har fået nok.
OBS: Åben ikke ovnen undervejs, så kan de falde sammen.


Follow on Bloglovin

Vores indlæg kan indeholde links til produkter fra LCHFbutikken, hvor vi får kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til produkter, vi selv bruger og er tilfredse med.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...