torsdag den 18. september 2014

Store syltedag: Langtidsbagte tomater og syltede agurker og rødbeder uden sukker


Christoffer skulle arbejde i udlandet i 14 dage, så jeg brugte en søndag på at fylde køleskabet med rare, hjemmelavede ting, så jeg hurtigt kunne smøre mig nogle lækre madder og sandwich og på den måde slippe for at lave alt for meget mad kun til mig selv i løbet af perioden.

Først bagte jeg osteboller og kernebrød, og senere blev der syltet og preppet til den helt store medalje. Mayonnaisen på 1 minut (jeg er stadig oppe at køre over, hvor nemt det er!), pesto og syltede rødløg blev det til - plus nyankommerne her til bloggen og indlæggets stjerner: Langtidsbagte tomater og syltede agurker og rødbeder uden sukker.

Med alt det i køleskabet er det altså både nemt og lækkert at smække aftensmaden sammen :)

Langtidsbagte tomater (opskriften fandt jeg hos Ravfood):

1 kg tomater
1 dl olivenolie
3 fed hvidløg
1 håndfuld friske krydderurter - jeg brugte basilikum, oregano og timian
1 tsk groft salt
2 tsk Sukrin

Skær tomaterne i halve og put dem i en frysepose.
Hæld olie, hakket hvidløg, krydderurter, salt og Sukrin i posen og ryst godt.
Fordel tomaterne på en bageplade med skæresiden opad.
Bag ved 130 grader i 2,5-3 timer - til der næsten ikke er mere væde i bagepladen.
Fyld på glas.
Kan holde sig 1-2 uger på køl - længere hvis man tilsætter konserveringsmiddel.

Syltede agurker (et stort glas):

2 agurker
1/2 dl salt
1/2 l eddike
3/4 dl Sukrin
1 tsk peberkorn
Et par laurbærblade
Evt. 1/2 tsk konserveringsmiddel

Skær agurkerne helt tyndt - gerne på mandolinjern. Jeg brugte vores Microplane - det fungerede perfekt.
Put agurkerne i en si og vend saltet rundt i det.
Lad det trække 10 minutter.
Kog imens eddike, Sukrin, peber og laurbærblade, til sukrinen er opløst.
Lad det køle lidt af.
Efter 10 minutter skal væden presses ud af agurkerne.
Put dem i et stort sylteglas og hæld eddikeblandingen over.
Tilsæt evt. 1/2 tsk konserveringsmiddel.
Agurkerne er klar efter et par dage.

Syltede rødbeder (2 glas): 

1 kg rødbeder
1/2 l eddike
125 g Sukrin
5 hele nelliker
Evt. 1/2 tsk konserveringsmiddel

Kog rødbederne med skræl i ca. 1 time.
Kog imens eddike med Sukrin og nelliker.
Tilsæt evt. konserveringsmiddel, og lad eddikeblandingen køle ned.
Efter 1 time: Køl rødbederne lidt ned, flå dem og skær dem i skiver.
Fordel i glas og hæld eddikeblandingen over.
Rødbederne er klar efter et par dage.

Follow on Bloglovin


Vores indlæg kan indeholde links til produkter fra LCHFbutikken, hvor vi får kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til produkter, vi selv bruger og er tilfredse med.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...